Jeg skal bare lige… er meget beskrivende for den tilstand, jeg befandt mig i forhold til mit arbejde nogle år tilbage.

”Jeg skal bare lige…” var min undskyldning til mig selv for, at når bare jeg lige kom hen over den lille bakke af opgaver, så ville der blive luft til at tænke strategisk, tage fat i prioriterede og vigtige opgaver, snakke med mine kollegaer og medarbejdere – og ikke mindst være nærværende derhjemme.

Men jeg kom bare aldrig rigtig over de små bakker, og i virkeligheden føltes mit arbejde hver dag som et bjerg, der skulle bestiges. Jeg nåede bare aldrig toppen, hvor jeg kunne skabe mig et udsyn.

Min måde at arbejde på påvirkede selvfølgelig mine nærmeste omgivelser. Specielt i perioder, hvor jeg havde påtaget mig langt flere opgaver, end jeg burde. Når min hustru spurgte ind til min adfærd, var min reaktion typisk, at jeg blev sur og irriteret. Jeg mente, at jeg havde fuldstændig styr på mit arbejdsliv. Ofte ville jeg undskylde og forklare, at mine egne problemer jo skyldtes udefra kommende omstændigheder, og jeg kunne ikke se, hvordan jeg kunne ændre på min situation. Jeg kunne dog godt se et mønster i, at jeg som regel altid påtog mig mere ansvar, end jeg behøvede – for det kunne mine chefer jo godt lide, og det var en måde at opnå anerkendelse og succes på i mit arbejde.

Jeg opdagede – selvom der gik lang tid førend jeg erkendte det – at indholdet i min stilling betød, at jeg ikke nødvendigvis vidste, hvad der ville møde mig, når jeg trådte ind gennem døren til mit arbejde om morgenen. Det kunne være, at jeg skulle hjælpe til med at udarbejde et tilbud, eller at jeg skulle gennemgå en kontraktopgave, som jeg ikke kendte til, da jeg gik hjem dagen før. På den måde var der mange arbejdsdage, hvor det jeg havde planlagt dagen før, ikke blev nået. Jeg fik en glad kollega, som jo blev hjulpet med sin arbejdsopgave (og det betyder meget for mig), men jeg var selv utilfreds med min egen dag. Og i stedet for at gå glad hjem fra arbejdet, fordi jeg havde hjulpet nogle kollegaer, så gik jeg sur hjem og var ikke tilfreds med min egen indsats. I tillæg til dette, havde jeg jo faktuelt ikke fået arbejdet med de opgaver, jeg selv havde planlagt.

Perioden med at erkende, at jeg havde behov for at gentænke den måde, jeg arbejdede på, tog lang tid. Løsningen blev en personlig ressourcestyringsplan med budgettering og prioritering af timer til kommende opgaver og en løbende opfølgning på de faktisk udførte opgaver, udført hver uge, inklusiv opdatering af budgetterede opgaver. Metoden tager faktisk afsæt i en klassisk økonomisk budgetlægning/opfølgning. Og afgørende var det, at jeg i opstartsfasen, der varede nogle måneder, havde en ugentlig sparring med min hustru. Hun udfordrede mig voldsomt på mine prioriteringer, indtil jeg selv knækkede koden og fandt den arbejdsmetode, som passer perfekt til mig.

Hører du ofte dig selv sige eller tænke ”Jeg skal bare lige…” så er det måske et symptom på at du skal stoppe op og få et overblik over hvad der fylder i dit arbejdsliv, prioritere dine opgaver og starte med at planlægge dine arbejdsdage på en ny og bevidst måde.

Med udgangspunkt i mine egen praktiske erfaringer med at ændre min arbejdsadfærd kan jeg hjælpe dig med at skabe TID, RO og ENERGI i dit arbejdsliv. Men det kræver at du er klar på at ændre adfærd selvom det kan gøre ondt og er grænseoverskridende.

Se mine kurser her: Kurser