Hvordan opstår den gode idé?

Kreativitet er en af de væsentlige hjørnesten i enhver virksomhed og er i min optik en uundværlig egenskab hos alle mennesker. Kreativitet skaber og udvikler ideer der bliver til nye produkter, ydelser eller løser svære udfordringer.

Men hvordan opstår den gode idé?

Jeg mener at svaret på det spørgsmål kan findes i hvorfor gode ideer ikke opstår. Og jeg kan pege på mindst 3 årsager til at kreativiteten ikke blomstrer:

1)     ”Det larmer for meget” – eller sagt med andre ord, for mange tanker larmer for meget i dit hoved. Der er simpelthen ikke plads og rum til kreativitet, fordi hjernen konstant kværner derudaf, for at forholde sig til fortid og fremtid

2)     Konstant distrahering fra f.eks. mobil, en fyldt kalender, sociale medier mv.

3)     Manglende kontakt og tillid til intuitionen

Så kort og godt så opstår ideer, når der ikke er larm og distrahering – og når du har kontakt til din intuition.

Mange kender da sikkert også det fænomen, at den gode ide opstår i badet om morgenen eller på cykelturen på vej hjem fra arbejdet. Det er det tidspunkt, hvor man ubevidst giver sig selv lov til at mærke, hvad der opstår af sig selv, fordi vi ikke distraheres. Det er den indre kilde, der ”taler” til en.

For kreativitet udspringer af en indre kilde i det enkelte individ. Men ofte oplever jeg, at man i traditionelle virksomheder forventer, at ideer skabes, blot fordi man sætter et system op for innovation, populært kaldet innovationsledelse. Innovationsledelse kan være en fin struktur, men skaber bestemt ikke kreativitet i sig selv. Men der skal mere til.

Kreativitet og potentialet til at få idéer opstår, når man som individ er i stand til at øge sit bevidsthedsniveau, og herved styrker evnen til at åbne op for kontakten til sin intuition og de kreative sider i én selv. En praksis, der øger kreativitet omfatter:

-Nærvær og evnen til at lytte til andre

-Evnen til at “lytte” til sig selv

-Evnen til at mærke sine følelser

-At være bevidst om sine udviklingsmuligheder

Og i forhold til kreative processer kræver det, at den enkelte er i stand til og har plads til at turde mærke frygten for ”det nye”, for at kunne åbne op, at turde mærke det risikable ved at forlade den nuværende situation for at komme til en ny, og at være i stand til at nulstille sin dømmende kraft overfor nye ideer, der opstår.

Så sætter du og din virksomhed systematisk tid af til at videreudvikle/udvikle produkter og ydelser – at være nyskabende?  – Og når du sætter tid af så husk at det tager tid at komme i ”flow”, hvorfor det er vanskeligt at skabe kreative ideer på dage hvor kalenderen er fyldt med møder. Det kræver med andre ord prioritering af tid og rum, for at den gode ide kan få plads til at spire. Og det kræver naturligvis en struktureret proces til idéskabelse og -udvikling.

Kontakt mig for et møde om hvordan vi sammen kan skabe plads til at få de gode ideer til at spire: karsten@karsten-nielsen.dk

Og læs mere om personlig udvikling gennem bevidst sansning i min bog ”Bevidst sansning i arbejdslivet” https://www.hjorth-nielsen.com/shop/bevidst-sansning-i-arbejdslivet/

#Innovation #ide #bevidstsansning #personligeffektivitet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *