Kategoriarkiv: Bæredygtighed

Væredygtighed

Forleden da jeg sad og skrev på en tekst om bæredygtighed i byggeriet, ramte mine fingre forkert på tasterne – og BÆREDYGTIGHED blev til VÆREDYGTIGHED. Jeg blev helt høj fordi jeg tænkte, at jeg havde opfundet et nyt ord. Men jeg kunne dog hurtig konstatere, at det er et benyttet ord eller begreb, om end jeg ikke finder ordet i diverse online ordbøger.

Men hvorom alting er så synes jeg det er et begreb, der kan give vældig meget mening i at udforske i den tid vi lever. Jeg ser begrebet som en sammentrækning af at være og dygtighed. Eller at være dygtig til at være. Hvilket er noget vi i den grad har brug for når verden er i hurtig og konstant forandring.

Ud fra et personligt perspektiv definerer jeg på den baggrund væredygtighed som noget man ER ikke noget man GØR. Væredygtighed udøves fra de indre planer og sådan som jeg vil tillade mig at definere begrebet, så omhandler det evner, eller tilstande, på det personlige plan, der kan beskrives som evnen til, at:

  • Kunne være NU’et, med fokus og opmærksomhed på det du er i gang med lige nu uden at lade dig distrahere (f.eks. arbejdsopgaver, samtale med dine kære etc.)
  • Mærke hvordan verbal og non-verbal kommunikation påvirker dig i form af følelser og heraf følgende tanker
  • Sanse hvordan ydre påvirkninger i din hverdag (f.eks. fra medier, hændelser, møder) påvirker dit humør (dine følelser) og heraf følgende tanker om dig selv og andre

Hvis du køber ind på ovenstående beskrivelse af evner relateret til væredygtighed, og træner disse evner, vil du i dit liv og arbejdsliv løbende blive bedre i stand til, f.eks. at:

  • Komme i kontakt med dit autentiske selv, din indre motivation og viden
  • Ændre uønsket adfærd
  • Kommunikere tydeligt
  • Træffe bevidste valg, der ikke er styret af tanker om fortid og fremtid
  • Udvise empati i forhold til andre mennesker

Hvad siger begrebet VÆREDYGTIGHED dig?

Bæredygtig ledelse – vejen frem for danske virksomheder !

Hvorfor er der brug for bæredygtig ledelse?

To megakriser, eller -trends om man vil, er over os i disse år. For det første skrænter økonomien stadig. Herudover ser vi tegnene på en ressourcemæssig krise, som skyldes en stadigt stigende befolkningsmængde i verden, der kræver et stadig stigende forbrug af klodens ressourcer. Det kan godt være at den økonomiske krise er ved at lette – men det sætter jo omvendt gang i et endnu større forbrug og dermed overudnyttelse af de naturligt forekommende ressourcer. Udover ovenstående kriser oplever vi også at flere mennesker bliver stressede – eller brænder ud på deres job! Måske en tredje megakrise – ihvertilfælde i vores del af verden.

Der er med andre ord nok at se til som leder! Og hvad er svaret på disse udfordringer? Ser man i ledelsen efter svarene på disse udfordringer eller har man ”for travlt” med krise styring og micro-management? Danske virksomheder og deres ledere bør være påvirket af disse tendenser og arbejde aktivt mod at udvikle forretningsmodeller, produkter og services som svar på denne udvikling.

Jeg mener, der er behov for ledelse på den bæredygtige måde – eller med andre ord bæredygtig ledelse!

Hvad mener jeg med bæredygtig ledelse

Når jeg italersætter bæredygtig ledelse som en del af løsningen, så tager jeg udgangspunkt i den klassiske definition af bæredygtighed, der som bekendt handler om den integrerede sammenhæng mellem økonomi, miljø og sociale aspekter. Jeg tænker bæredygtig ledelse som en ledelses platform, hvor man har sat sig selv op i helikopteren. Her har man overblikket til at lede medarbejdere og processer (innovation, økonomi, HR, IT etc.) i et integreret bæredygtigt perspektiv, og ikke udelukkende ud fra et økonomisk perspektiv, eller med sig selv og sit ego som centrum.

Tjekliste – bæredygtig ledelse

Bæredygtig ledelse starter i topledelsen og spreder sig herfra. Ændringerne til en bæredygtig virksomhed, sker når man ændrer sin indre indstilling til hvordan medarbejdere ledes og med hvilket perspektiv.

Prøv med det bæredygtige perspektiv og stil dig selv disse spørgsmål:

Økonomi:

  • Har jeg forstået at de naturlige ressourcer som vi benytter i vores drift og til vores produkter er knappe, og at det vil give fordele for økonomien på den korte og lange bane, at reducere eller substituere brugen af naturlige ressourcer som vand, fossile brændstoffer, mineraler mv. mest muligt?
  • Forstår jeg fremtiden – og undersøger jeg denne systematisk?
  • Hvordan vil fremtidens teknologier påvirke det marked som min virksomhed er i – og hvordan vil f.eks. robotter, bioteknologi, brug af store datamængder og information transformere markedet?
  • Er alle mine medarbejdere klar over hvordan og hvornår de er mest produktive i deres konkrete roller, herunder hvor meget tid de forventes at skulle bruge på at pleje kunderelationer såvel som udvikling af nye produkter, services mv.?
  • Er alle mine medarbejdere klar over hvor meget tid de bruger på besvarelse af mails? – og er det omvendt rimeligt at jeg går forrest i en kultur, hvor man altid svarer på alle mails?

Miljø:

  • Har jeg sat skub i udviklingen af services eller produkter, der opfylder behovet for at ikke at overforbruge naturlige ressourcer?
  • Hvad er risikoeksponeringen overfor klimaændringer i forhold til vores produktion? Har vi effektive beredskabsplaner?
  • Har jeg implementeret rensning af emissioner fra vores produktioner i alle led af produktcyklus så det ikke påvirker omgivelserne negativt? – eller bedre:
  • Har jeg overvejet alle muligheder for at lade affald blive til en ressource og derved lukke vores produktkredsløb?

Socialt

  • Opfører jeg mig ordentligt? – er jeg som jeg selv ønsker at blive ledet?
  • Er jeg autentisk eller ”spiller” jeg en leder rolle?
  • Har jeg klart defineret hvad jeg forventer at mine medarbejdere
  • Har jeg klart defineret hvad medarbejderne kan forvente af mig til gengæld?
  • Ser jeg helheden og mærker detaljen hos medarbejderne?
  • Ser jeg medarbejderen som JEG ønsker han/hun skal være eller som han/hun er?
  • Siger jeg sandheden til mine medarbejdere – også selv om det kan sandheden kan være konfliktfyldt?

Ovenstående tjekliste er ikke videnskabeligt forankret men snarere et opråb med et praktisk udgangspunkt, og et ønske om at vores virksomheder bliver bæredygtige helt ind til benet, i alle handlinger og visionerne for fremtiden!

 Hvordan mener du vi leder os ind i en mere bæredygtig fremtid?