Væredygtighed

Forleden da jeg sad og skrev på en tekst om bæredygtighed i byggeriet, ramte mine fingre forkert på tasterne – og BÆREDYGTIGHED blev til VÆREDYGTIGHED. Jeg blev helt høj fordi jeg tænkte, at jeg havde opfundet et nyt ord. Men jeg kunne dog hurtig konstatere, at det er et benyttet ord eller begreb, om end jeg ikke finder ordet i diverse online ordbøger.

Men hvorom alting er så synes jeg det er et begreb, der kan give vældig meget mening i at udforske i den tid vi lever. Jeg ser begrebet som en sammentrækning af at være og dygtighed. Eller at være dygtig til at være. Hvilket er noget vi i den grad har brug for når verden er i hurtig og konstant forandring.

Ud fra et personligt perspektiv definerer jeg på den baggrund væredygtighed som noget man ER ikke noget man GØR. Væredygtighed udøves fra de indre planer og sådan som jeg vil tillade mig at definere begrebet, så omhandler det evner, eller tilstande, på det personlige plan, der kan beskrives som evnen til, at:

  • Kunne være NU’et, med fokus og opmærksomhed på det du er i gang med lige nu uden at lade dig distrahere (f.eks. arbejdsopgaver, samtale med dine kære etc.)
  • Mærke hvordan verbal og non-verbal kommunikation påvirker dig i form af følelser og heraf følgende tanker
  • Sanse hvordan ydre påvirkninger i din hverdag (f.eks. fra medier, hændelser, møder) påvirker dit humør (dine følelser) og heraf følgende tanker om dig selv og andre

Hvis du køber ind på ovenstående beskrivelse af evner relateret til væredygtighed, og træner disse evner, vil du i dit liv og arbejdsliv løbende blive bedre i stand til, f.eks. at:

  • Komme i kontakt med dit autentiske selv, din indre motivation og viden
  • Ændre uønsket adfærd
  • Kommunikere tydeligt
  • Træffe bevidste valg, der ikke er styret af tanker om fortid og fremtid
  • Udvise empati i forhold til andre mennesker

Hvad siger begrebet VÆREDYGTIGHED dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *